JægerNyt nr. 27, 2017

 alt text
 Danmarks Jægerforbund
JægerNyt nr. 27, 2017

Velkommen til JægerNyt nr. 27 hvor du kan læse nyt om fremtidens jagttegnsundervisningsmateriale og fremtidens arbejde med jagthunde.

HB: Fortsat fokus på arbejdet med alle jagthunderacer i DJ

På det nyligt overståede hovedbestyrelsesmøde i Danmarks Jægerforbund var et af emnerne jagthundearbejdet i DJ, som mundede ud i en udtalelse fra bestyrelsen.

I februar 2017 besluttede foreningerne bag Dansk Jagthunde Udvalg (DJU) at nedsætte et ad hoc udvalg, der skulle give administrationen og organiseringen af de stående jagthundes aktiviteter et eftersyn. Udvalgets arbejde skulle munde ud i et forslag til at udvikle, forenkle, smidiggøre og billiggøre arbejdet omkring de stående jagthunde.

De tre organisationer bag DJU er Danmarks Jægerforbund (DJ), Fællesrepræsentationen for Specialklubber for Stående Jagthunde i Danmark (FJD) og Dansk Kennel Klub (DKK).

Ovenstående blev meldt ud den 8. februar og du kan læse nyheden her.

Før sommerferien blev ad hoc udvalgets arbejde fremlagt for Danmarks Jægerforbunds hundeaktivitetsudvalg, som efterfølgende behandlede det på to møde i henholdsvis juni og august. Det kan du læse mere om i denne nyhed fra 3. august.

Sagen blev behandlet på hovedbestyrelsesmødet den 29. august 2017, hvor også formanden for hundeaktivitetsudvalget, Kirstein Henriksen, deltog og fremlagde hundeaktivitetsudvalgets arbejde med forslaget. Hovedbestyrelsen vedtog efter deres drøftelser følgende udtalelse:

Jagthundearbejdet i Danmarks Jægerforbund

På Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelsesmøde den 29. august drøftede hovedbestyrelsen punktet indgående, hvilket har givet anledning til en række spørgsmål, der skal arbejdes videre med.

Hovedbestyrelsen udtrykker fuld enighed om og opbakning til, at Danmarks Jægerforbund fortsat vil favne udviklingen af de stående jagthunde. Danmarks Jægerforbund vil fortsat afholde markprøver for stående jagthunde.

For samtidigt at sikre det jagtrettede arbejde med udvikling og træning af alle jagthunderacer, vil Danmarks Jægerforbund endvidere arbejde med målrettet træning og prøveafholdelse blandt alle hunderacer.

Vi vil arbejde hen imod en reorganisering af hundearbejdet i Danmark - og som udgangspunkt i regi af DJU. Fokus skal være på at sikre et værdiskabende hundearbejde gennem udvikling, forenkling, smidiggørelse og billiggørelse.

Til at varetage udviklingen af den fremtidige reorganisering af hundeområdet udpeger vi Stig Egede Hansen, Kirstein Henriksen samt en til to repræsentanter for de ikke-stående hunderacer.

Danmarks Jægerforbund investerer i endnu bedre undervisning til de kommende jægere
Af Michael Stevns, Direktør

De to udbydere af undervisningsmateriale til jagttegnsundervisning, Danmarks Jægerforbund i Rønde og Vildt & Jagt i Hornslet, har i flere år udgivet parallelle undervisningssystemer. Med virkning fra og med d. 1. september 2017 overtager Danmarks Jægerforbund alle rettigheder til at producere og udgive undervisningsmaterialerne ”Vildt & jagt i Danmark”.
De to udbydere af undervisningsmateriale til jagttegnsundervisning, Danmarks Jægerforbund i Rønde og Vildt & Jagt i Hornslet, har i flere år, henholdsvis 5 og 51 år, udgivet parallelle undervisningssystemer. Med virkning fra og med d. 1. september 2017 overtager Danmarks Jægerforbund alle rettigheder til at producere og udgive undervisningsmaterialerne ”Vildt & jagt i Danmark”.

- Da vi deler den samme vision om at bidrage til at uddanne de danske jægere bedst muligt, og da vi samtidig befinder os i et nicheområde, så er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at blive enige om en styrket indsats, siger redaktør Hother Hennings fra Vildt & Jagt og fortsætter:

- Det er det bedste, der er sket for kursisterne længe. Nu bliver det muligt at udvikle et materiale med det bedste fra begge systemer og dermed genskabe den gode tradition, som flere generationer af jægere har været en del af. Personligt er jeg også glad for, at både min far, Erik Hennings og jeg selv er inviteret med i den styregruppe, der skal sætte sit præg på de kommende års udgivelser.

Danmarks Jægerforbund udgiver sit undervisningssystem sammen med SEGES Forlag. Direktør Michael Stevns siger:

- Det er en god dag for kommende jægere i dag. Vi investerer nu i at opgradere vores samlede materialer til gavn og glæde for jægere i Danmark. Indtil videre vil de to systemer udgives helt som vanligt, men det er da klart, at vi i løbet af 2018 skal kigge på, om vi kan optimere det fælles faglige indhold og minimere omkostningerne.

Vildt & Jagt i Danmark og forgængerne Den nye jæger og Grundbogen er blevet udgivet af familien Hennings siden den obligatoriske jagtprøve blev indført i 1966. I starten blev grundbogen udgivet af Hornslet Bogtrykkeri, overjagtkonsulent Egon Sørensen og jagtkonsulentvæsenet. I 1981 afløste Den nye jæger grundbogen. Det var Hornslet Bogtrykkeri, der udgav bøgerne i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund med Jes Kramer som redaktør. Her indførte forlaget systemet med ringbind og skilleblade, så bogen kunne opdateres med de seneste ændringer hvert år. Senere er der lanceret en app som supplement. I 2013 lancerede Danmarks Jægerforbund sit eget undervisningsmateriale.

Kontaktpersoner:

Danmarks Jægerforbund
Molsvej 34
8410 Rønde

Direktør Michael Stevns, tlf. 4060 5400, email:mis@jaegerne.dk

Vildt & Jagt i Danmark
Lindevej 8
8543 Hornslet

Redaktør Hother Hennings, tlf. 2167 6767, email:hother.hennings@hotmail.com

 

Om JægerNyt
JægerNyt er Danmarks Jægerforbunds nyhedsbrev til tillidsfolk omhandlende organisatoriske og foreningsmæssige emner. Modtagerne af mailen er hovedbestyrelsen, kredsformænd, kredskasserer, kredsbestyrelser, jagtforeningsformænd, jagtforeningskasserer, jægerrådsformænd, Grønne Råds medlemmer, friluftsrådskoordinatorer og nationalparkrepræsentanter,

Kurser og uddannelserKurser og uddannelser

Inspiration til din jagtforening

alt textNyjægere i jeres forening?

Henvis dem til vores Nyjæger univers på hjemmesiden

Comments are closed.