JægerNyt nr. 30, 2018

alt text
Danmarks Jægerforbund
JægerNyt nr. 30, 2018

Klar til 1. september
Af Claus Lind Christensen, formand

Kære Alle,

Jeg håber, at I har haft en god sommerferie og at I har været ude på terrænet, hvad enten det har været efter jagt på grågæs, ude og regulere rævehvalpe, eller måske en smut hos vores broderfolk på jagt efter en buk.

Den 1. september starter jagten for alvor. Det kan Jægerforbundets medarbejdere mærke, da der er mange medlemmer, der ringer og spørger om, hvad der nu gælder i relation til jagttider og jagtlovgivningen generelt set. Jeg forestiller mig, at I også fra tid til anden får spørgsmål og i særdeleshed nu, hvor der er sket væsentlige ændringer af jagttiderne og i vilkårene for specielt det store hjortevildt.

Vi bragte i går en nyhed på hjemmesiden, der forhåbentligt kan hjælpe med at afklare de ændringer, der er foretaget. Det er en nyhed, jeg vil bede jer læse, hvis I ikke allerede gjort det, således at vi alle kan hjælpe hinanden med at sprede den nødvendige viden til vores medlemmer.
https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/dj-medier/nyhedsarkiv/2018/klar-til-1-september/

I artiklen er der henvist til en række hjemmesidenyheder og en række artikler fra Jæger. Her vil jeg specielt henvise til følgende numre i Jæger, som jeg vil opfordre jer til at genbesøge:

Jagttider – Jæger nummer 8/2018, side 76 og 12/2017, side 20
Kronvildt – Jæger nummer 5/2018, side 24 og 3/2017, side 56
Udsætning – Jæger nummer 5/2018, side 24 og 8/2017, side 78.

Husk I kan læse de tidligere numre af Jæger elektronisk på Medlemsnettet eller i vores app ”Jæger”.

Der er en del medlemmer, der spørger, hvorfor det hele skal være så kompliceret? Kan vi ikke bare kan få ens jagttider over hele landet? Jo, det ville være det letteste, men det vil ikke være den løsning, der giver os de fleste muligheder for jagt. Dertil kommer, at ens jagttider over hele landet heller ikke altid giver den bedste forvaltning af vildtet.

Herunder vil jeg gerne komme med nogle eksempler, hvor vi rent faktisk har fået mere jagt ved, at jagttiderne ikke bare er generelt gældende, og hvor det giver et grundlag for en bedre forvaltning.

  • Agerhønsebestandene har det bedre på Sjælland end i resten af landet. Det har vi påvist, og derfor har vi fået jagttiden udvidet med 2 uger på Sjælland og øerne øst for Storebælt. Uden denne regionsopdeling havde vi ikke fået udvidet jagttiden.
  • Grågåsebestanden er i vækst, og derfor fik vi mulighed for at drive jagt på omdriftsarealer, der ligger mere end 300 meter fra fiskeriterritoriet og søer større end 3 hektar i august. Baggrunden for dette var, at vi godt kunne få jagt i august, hvis ikke vi forstyrrede det øvrige fuglevildt. Altså en mulighed, der kom, fordi vi kunne differencer fra, at alle fik samme mulighed.
  • For kronvildtet og dåvildtet har vi gennem mange år arbejdet med regionale/lokale jagttider, hvor målet har været at forvalte vildtet. Her er der områder, hvor der bygges bestande op, og der er områder, hvor hjortevildtet skal begrænses. Her vil det ikke give mening med de samme regler, og igen vil der være forskellige muligheder.
  • Dertil kommer, at der faktisk er en lang tradition for, at vi har lokale jagttider, hvor hovedformålet er at tage hensyn til vildtet, hvilket forekommer på en del af vores øer.

Vi skal naturligvis arbejde for, at det bliver så enkelt som muligt, men når vi arbejder efter vores vision Mest mulig jagt og natur, så kan et af redskaberne være at se differenceret på bl.a. jagttider. Herunder er også, at vi arbejder regionalt/lokalt med jagttiderne, hvor der skal sikres en lokal forankring blandt jægerne.

Dette går ikke væk, og det er noget, vi kommer til at drøfte meget mere. Det er vigtigt, at vi inddrager lokalforeningerne langt mere i dette arbejde, dels for at skabe en lokal forankring, men også for at få den lokale viden ind i processen.

God weekend.

Claus Lind Christensen
Formand
Om JægerNyt

JægerNyt er Danmarks Jægerforbunds nyhedsbrev til tillidsfolk omhandlende organisatoriske og foreningsmæssige emner. Modtagerne af mailen er hovedbestyrelsen, kredsformænd, kredskasserer, kredsbestyrelser, jagtforeningsformænd, jagtforeningskasserer, jægerrådsformænd, jægerrådsmedlemmer, Grønne Råds medlemmer, friluftsrådskoordinatorer, nationalparkrepræsentanter og alle koordinatorer.

Danmarks Jægerforbunds lederuddannelse: Ledelse af frivilligNy lederuddannelse til frivillige

Læs mere og tilmeld dig

Kurser og uddannelserKurser og uddannelser

Inspiration til din jagtforening

Comments are closed.