Anmeldelse: Kokkeaftenen anno 2014

Der blev braset og røget på livet løs, da Århus Jægerforbund holdt sin årlige kokkeaften for samtlige medlemmer i samarbejde med Kim Houlberg fra baalteknik.dk. Resultatet blev en sand kulinarisk oplevelse med røget og stegt vildt som omdrejningspunkt.

Allerede ved indkørslen til Ny Mølle kom røgen fra bålstederne os i møde. Den livlige duft af røget andebryst og bøgeild kildrede i næsen, da vi nærmede os bålhytten.

Her var næstformanden Morten Kjær særdeles dreven som bålmester. Der skulle nemlig bruges mange gløder til at bage brød i de specielle gryder over bål. Gryderne var konstrueret således, at der kunne lægges en del brændende kul ovenpå, så der var såvel varme fra neden som fra oven.

I et andet hjørne af hytten stod en større rygeovn, hvor Kim Houlberg fra baalteknik.dk rygede berberiandebryst over bøgesmuld.

Da brødet var færdigbagt, blev det tid til pølserne af hjortekød og vildsvin fra Laurbjerg slagteren. Pølserne blev stegt på store jernplader, der var gode til at fordele varmen ligelig.

Dem der ville – og det var der en del – kunne få en forsmag på pølserne. Hjortepølserne havde en god og karakterfuld smag, vildsvinet var rundere og saftigere.

Og så blev der serveret indenfor i Pandion. Medlemmerne fandt sig en plads ved de – af Harriet og Flemming Lytken – smukt dekorerede borde og blev præsenteret for aftenens menu.

Hele herligheden startede med Hans Oluf Andersens italienske muslingesuppe, som smagte en klasse over de muslinger, jeg fik på en restaurant i Mejlgade forleden.

Bagefter fulgte en overraskende velsmagende røget mørksej og det røgede andekød. Dertil blev det nybagte brød og forskellige salater serveret.

Vi sluttede af med de rustikke og gedigne pølser, der bekræftede at der kan laves noget rigtigt godt ud af naturens egne råvarer.

Efter en hyggelig og vellykket aften tog vi afsked fra hinanden med et ønske om at arrangere noget lignende for vores medlemmer næste år.

Arthur Wierema (sekretær)